mandag den 28. maj 2012

Pasta med grønne lækkerier


I varmen er let mad nu at foretrække. Efter en vinter med masser af sammenkogte retter prøver jeg så vidt muligt at undgå det sommeren over - sæsonen må gerne skinne igennem i både råvarer og menu. Normalt består aftensmaden af et stykke kød og en god, varieret salat. I disse dage har jeg dog været utrolig begejstret for pasta - og pastaretter i det hele taget.


Begejstringen ville da faktisk heller ingen ende tage, da denne ret kom på bordet. Kæresten havde da næsten heller ikke tid til at udtrykke velbehaget i sin iver for at spise - denne ret er uforskammet god, og egentlig ufattelig simpel. Den rækker snildt til 4 personer eller 2 dage - alt efter mængden af kylling der serveres til :)

Jeg havde gang i mange blus på samme tid, men egentlig kan man - hvis man er tålmodig - sagtens tillade sig at lade pastaen blive kold (vendt i en smule smør/olie for det ikke klistrer sammen) i mens grøntsagerne dampes. Jeg skriver dog opskriften som jeg lavede den :)
Til denne varme pastasalat, brugte jeg:
  • 300 g frosne fine ærter
  • 1 stort bdt grønne asparges
  • 300 g frosne bønner
  • 1 brik milda madlavningsfløde 4%
  • 2 tsk tørret basilikum (kan være delikat i frisk udgave)
  • 3 spsk hakket, frisk persille
  • 500 g pasta - vælg din favorit
  • 2 spsk smør
  • salt/peber
  • 2 kyllingfiletter
  • 1 tsk gurkemeje (kan udelades)
  • 2 tsk karry

Sæt pastaen over blus og kog den efter anvisning. I mens steges kyllingen mør i gurkemeje, karry, salt og peber på en pande. Asparges knækkes fri af træ-enden og deles nu i stykker på 2-3 cm. Damp nu ærter og bønner i letsaltet vand og tilsæt asparges så de får 2-3 minutter - de skal helst bevare den sprøde konsistens. Lad både grøntsager og pasta dryppe godt af. I en stor gryde (min. 4-5 ltr.) smeltes nu smørret og fløde, basilikum og persille tilsættes. Pasta og grøntsager vendes nu ved middel varme i fløden og smages til med salt og peber.


Server retten med den smukke gule kylling og en rest hakket persille.
Flødesaucen giver retten en cremet smag uden at dominere. krydderurterne sammen med den sprøde asparges giver retten et sommerligt præg og selv i skrivende stund kan jeg "crave" denne ret.
Der går ikke længe før den skal på menuen igen - grøn, cremet og alligevel sprød - så bliver det da ikke bedre?


I dag har hele eftermiddagen faktisk bestået i hundetræf .. ganske hyggeligt. Manfred er dog ikke så aktiv i denne varme, og godt det samme. Han er i skrivende stund gået helt død på det kolde køkkengulv og jeg forventer da heller ikke at se ham før aftensmaden serveres ;) 



Anton fylder faktisk 1 år i dag og har da også nydt et par godbidder - han er dog i en lidt sær fase lige for tiden, så han er lidt svær for mig at forstå sådan lige. Nu må jeg lige se tiden lidt an og se, men mon ikke han værdsatte et par babybites - selvom man er 1 år er man jo stadig killing ;)


søndag den 27. maj 2012

Indbagt Forårskylling


Ja det var nemlig en del af menuen i går. De sidste mange år har kæresten og jeg gjort det til en tradition at se Melodi Grand Prix - enten med gæster, eller bare os to. Det er enormt hyggeligt at sidde og klukke over de ufrivilligt humoristiske indslag, gætte en vinder og ikke mindst leve i forestillingen om at man selv har verdens bedste musiksmag - lige en time eller to :)


Og selvom vi som nation stort set altid forventer at vinde, kunne jeg nu kun glædes over vinderen i går - der da også høstede min stemme. Sangen var god og så er det jo utrolig heldigt at næste show giver mulighed for mange danske fans at deltage :)


Maden i går måtte jo gerne være noget særligt, men heller ikke for omfangsrigt - det er simpelthen for varmt at stå over komfuret i disse dage. Derfor blev der kreeret en ret ud fra hvad fryseren og køleskabet kunne byde på og Oh la la det var lækkert! Retten er velegnet til at servere som "skiver af en steg" da portionerne bliver utroligt store - her blev der rigeligt med rester til aftensmaden i aften, Mums!



Jeg brugte:
  • 3 kyllingfiletter
  • 1 pk bacon i tern
  • 100 g hvidløgsost
  • 2 forårsløg i ringe
  • 2 spsk hakket persille
  • salt/peber
  • 4 plader frossen butterdej (eller 1 rulle frisk)
  • 1 sammenpisket æg

Start med at lade butterdejspladerne tø op på den beklædte bageplade. I mens tændes ovnen på 200 grader og på en pande steges bacon sprødt.
Bland flødeosten med forårsløg, persille, salt og peber.
Skær en lodret rids (så dyb som muligt) i hver kyllingfilet - gerne i hele længden. Hver rids kan udbygges med en vandret rids indeni - hvis man har lyst :) Fordel nu ostefyldet i kyllingen og sørg for det kommer godt ned i. Drys nu kyllingen godt med salt og peber.


Butterdejspladerne rulles tyndere med kagerullen - brug den 4. plade til at hjælpe de andre med at nå rundt, der kan "klippe/klistres" med ægget som limen. 
Kyllingen placeres ovenpå butterdejen, drysses med det sprøde bacon og pakkes ind - brug ægget som lim.
Pakken lægges med bunden i vejret (så bacon og flødeost reelt er i bunden af pakken) og pensles med ægget.
Bag pakkerne midt i ovnen ca 30-35 minutter til pakken er gylden og sprød :) Er du usikker på om din kylling er gennemstegt kan du tjekke med et stegetermometer at kernetemperaturen er over 75 grader.



Her fik vi disse delikatesser med en lækker salat, et par smørstegte nye kartofler og et flute ... nøj det var fantastisk! Men vi spiser sjældent mad der er så tungt som butterdej nu bliver - så en aften på sofaen med godt tv var velkomment.
Det betød også at 3 ugler nu har forladt nålen og i dag kan begynde arbejdet med at samle og fylde ud :) Er utrolig spændt på resultatet :)


lørdag den 26. maj 2012

Hot n' Sweet Marinade


Lige en lille lynopskrift her en lørdag formiddag :) Jeg har efterhånden et helt lager af afprøvede opskrifter jeg mangler at dele herinde :) Men så er der også til en "rainy day" :)
Puh jeg har sovet længe i dag. Efter en intens uge i praktikken og en afslutning med Fed Fredag i Friheden - ja så var luften gået af ballonen. I dag skal bruges på dejlige beskæftigelser såsom madplan og indkøb til nye opskrifter her i pinsen. I aften skal der da også lidt nyt og lækkert på bordet når kæresten og jeg skal hygge med MGP :)

Nå tilbage til opskriften; denne marinade er faktisk tæt på fantastisk. Jeg afprøvede den på en fin skinke vi skulle have - men næste projekt bliver helt sikkert på noget kylling til grillen. Den søde smag kombineret med det stærke er utrolig delikat :)


Til min lille skinke brugte jeg:

  • 50 g farin
  • 50 g honning
  • 2 tsk majsstivelse
  • 1 tsk chili 
  • 1/4 tsk cayennepeber

Bland alle ingredienserne sammen og smelt det, helst på en pande, ved middel varme til det bliver en flydende sauce. Nu er din marinade klar :)
Til skinken hældte jeg det over efter kogning og gav den 30 minutter i ovnen. Skal det bruges til kylling ville jeg lade det søbe i marinaden under optøning i en frysepose, i køleskabet.



Nu skal der kigges på madplan og indkøb til pinsen, godt grillvejr derude :)